Historier fra de varme lande

Det er High Noon på Borgen i år. Valgkampen raser og har gjort det et stykke tid. Løkke står i den ene ende af hovedgaden og Helle i den anden. De har begge trukket seks-løberen for længst, og pløkker vildt omkring sig med store valgløfter og sorte fremtidsudsigter, som var der ingen dag i morgen. Måske ikke en giganternes kamp, der er Colosseum værdigt, men spændende alligevel Udover en enkel person, så ved ingen hvornår valget kommer, men vi ved det kommer i år. Og det vil nok være misvisende at påstå, at situationen er den samme som sidst vi skulle ansætte nye politikere. I 2007 var ledigheden i bund og væksten i top. Det var fede tider dengang. Wuhuu. Men i dag? I 2011? Not so much!

Vi har hørt, set og oplevet meget de sidste 4 år. Op og ned er det gået. Og en masse snak ind imellem. Der blev festet og forbrugt og lånt og leaset. Og festen blev ført til dørs. Ingen af os gik vist hjem før tid. Men bratte opvågninger er aldrig sjove. Krise, krig og klima stod bitre og sure og ventede i døråbningen, da vi kom hjem. Av min bankbog. Av mit boliglån. Væksten hamrede i bund, produktionen flyttede hjemmefra og bankerne – de kære væsener – smækkede kassen i. Pludselig kunne selv Stein Bagger ikke få et lån længere. En maniodepressiv arbejdsløshedskurve, der i seneste 4 år ramte det laveste niveau i mange år….og det højeste i lige så mange. From hero to zero i en rasende fart. Og ingen så krisen for bar fladskærme – pludselig var den her bare og crashede vores fest på ufedeste vis.

På Christiansborg var forvirringen stor. Der kom en periode, hvor alle syntes at stå stille og afventende. Så rendte Anders af pladsen og så skete der noget. Alle satte sig i bevægelse og fløj i 179 forskellige retninger. Villy rykkede mod højre og var tæt på at gå ned på point(systemet). Helle lænede sig til venstre, og bad os stå 12 minutter tidligere op. De radikale blev stædigt stående og slog kolbøtter på stedet. Alliancen røg på stemmerov og stjal med arme og ben fra et forslået konservativt folkeparti. Regeringen hoppede på en hurtigsnurrende karussel af dårlige sager, der endnu ikke har sat hastigheden ned. aLene Espersen og Henriette må-jeg-låne-en-10′er? Kjær hoppede af i fuld bevægelse, og står nu forskrammet og detroniseret henne ved Exit-skiltet. Regeringens støttekrykke Dansk Folkeparti strammede stolt til hvor de kunne, og jonglerede tilmed med storslåede ideer om bl.a. indskærpelse af ytringsfriheden. På den modsatte side af jerntæppet skiftede Enhedslisten 69 ham. Alle over tredive blev enten socialdemokrat eller ignoreret. Baby Johanne greb roret, styrede fri af fornuftens bred og partiet er nu igen på åbent hav.

Men nu er det vores tid. Vælgerne altså. Og måske vigtigere end tidligere er det nok, at vi ikke stikker hovedet i sandet og venter på bedre vejr. Dem vi vælger, bliver dem vi skal brokke os over og ryste på hovedet af i de næste 4 år. Demokrati er ikke en køn ting. Ej heller er det en styreform, der sikrer alle alt. Det er en fordeling af ressourcerne. En kamp om byttet. Og det ser bestemt ikke flot ud, når det praktiseres. Men indtil videre er det nok det bedste vi har. Hvis man vel og mærke tænder på fænomener som f.eks. ytringsfrihed og fri ejendomsret. Alternativet - i yderste form – er at vi alle 5,2 millioner møder op på Rådhuspladsen, og forsøger at blive enige med hinanden (det skal nok gå godt). Og det forpligter vel egentlig os alle. Og fritager ingen. Hvis vi pludselig vågner op om 2 år og synes, at det hele virker som om en børnehave har overtaget kontoret, så er det grundlæggende fordi vi ikke var opmærksomme ved ansættelsessamtalen. Så hold dig vågen i valglokalet, undlad at lege ælle-bælle med navnene på stemmesedlen og sluk mobilen. Vælg med omhu, med hovedet og med hjertet. Så går det nok endda.

Det første årti i det nye årtusind går på hæld og verdenens ledere har sat kursen mod København i et forsøg på at styre fri af afgrunden. 2000 til 2009. I sandhed et årti der undslipper rationel forståelse. Det gik som det gik. Og ikke som forventet. Helt nøgternt og ærligt anskuet så stak det vist lidt af for os. Vi lukkede øjnene og forbrugte løs. Fladskærmssamtaler og køkken tv. Friværdi og fri for værdi. Temperaturerne steg, tårnene faldt og naiviteten døde. Kuglerne fløj og vejsidebomberne blev et buzz word. Informationsstrømmen flød massivt og uhindret henover  nationale grænser og  moralske barrierer. Globaliseringens hjerteblod. Og vi fulgte koncentreret med. Erik og Annies bryster, Paradise Hotel, en rig mor på coke. Østrigske fangekældre, Paris Hilton og 30 burka-klædte kvinder.

Men ingen fest varer som bekendt evigt. Og da musikken stoppede var der ikke mange stole tilbage at sidde på. Og den stoppede brat. En klode der hoster, orkaner  der raser og badevand der snart når helt op til huset. En global økonomisk krise af historiske proportioner, der ikke tager fanger. Som en affaldskværn på speed og guldøl, opsluger den industrimastodonter og formuer med en hidtil uset appetit, og efterlader ledighed, økonomisk ulykke og gennemtyggede finansgiganter i sit kølvand. Fannie og Freddie på krykker, Detroit og Opel på bissen og Lehmann død i vejsiden.

Hvordan fuck endte vi her?

Hvis man i 1999 havde spurgt mig hvor vi ville være om 10 år, havde jeg næppe svaret krise, klima og krig. Nok snarere kærlighed, kildevand og Kjærsgaard under spærregrænsen. 90’erne så ud til at blive startskuddet for en klode der rykker stadig tættere sammen i samhørighed og samhandel. Muren var nede og tæppet var oppe. Stive-Boris væltede op på en tank og tvang den mægtige sovjetiske stat i knæ. Lenin og Trotskys gamle drøm var brast. Den bipolare verdensorden vi havde kendt siden ’45 hørte fortiden til. Pludselig stod den på demokrati og frihandel ad libitum. Ikke mere protektionisme, ikke flere raketter. Der var kærlighed og forbrug i luften. Friværdierne dirrede, olien flød og Bill fik et blowjob. Der var en stemning af pionerånd og frigjorthed. Men det blev som det blev og nu står vi altså her.

Gad vide hvad det næste årti bringer. Hvad vil jeg skrive i 2019? Det kan blive spændende. Hvis vi altså overlever. Vi har frigjort moralen og ungdommen og kvinderne. Vi har battled puritanismen og sejret. Udvisket grænserne og gjort grådigheden trendy. Apatien fik sin plads i solen og vi fik Dansk Folkeparti. Og hvad så nu? Mens vi venter på at privatforbruget skal trække os ud af krisen kunne vi måske bruge tiden på at skrue ned for varmen og ligegyldigheden. Og lidt op for interessen. Tag knivene fra vores børn og læse lektier med dem i stedet. Lad os give klimaet en chance og kullet en finger. Knald noget mere med din nabo og drop dig selv et øjeblik. Lad os kort sagt få strammet op mens vi stadig kan bunde.

Jeg sidder en anelse bomberamt og skuer ud over det politiske landskab. Og jeg kan godt røbe, at jeg er bekymret.

Afstemningerne om henholdsvis de danske pladser i Europa-Parlamentet og ændringen af Tronfølgeloven er overstået. Vel overstået endda. For første gang i EU’s historie kommer stemmeprocenten over 50% ved et Europa-Parlamentsvalg. Små 60% af os hoppede i sidste øjeblik  i skyttegravene og batlede vor tids svøbe; apatien. Godt nok hjulpet på vej af diverse exit-polls, men alligevel. Stærk gået, DK! Så langt så godt.

Og lad os da være ærlige fra starten af, og melde ud, at det nok mest var den der Tronfølge-fætter, der fik os til at droppe 2 timer af dagens vigtige mig-mig-mig tid, og knokle ned til det lokale valgsted gennem hvis ikke Storm og knæhøje snedriver, så i hvert fald 15 graders let-overskyet-med-svag-til-jævn-vind vejr. Vores nye statsminister havde formanet os i offentlige taler op til afstemningen om, at den foreslåede ændring i Tronfølgeloven er et vigtigt signal til blandt andet udlandet. Javel Hr. Statsmedister – vi skal nok. Man kunne lige se toppen af ham nede bag talerstolen da han huskede os alle på, at der er 2 vigtige afstemninger søndag. Der var Nato-Anders altså bedre – ham kunne vi da få øje på. Nå, fred være med det – mandatet fra befolkningen var ikke til at tage fejl af, og ændringen i Tronfølgeloven vil blive gennemført. Nu kan en prinsesse i kongehuset altså ikke længere blive sprunget over i køen, hvis det skulle blive aktuelt om 60-70 år. Vi nåede det lige akkurat - pyha!

Der var naturligvis også modstand mod ændringen. Typisk! I teorien burde en afstemning, der grundlæggende handler om lige rettigheder for mænd og kvinder være en no-brainer. Men nej – der er altid en eller anden. Er det ikke rigtig? Ham mini-Christian Kjær fra Konservativ Ungdom følte sig ingenlunde begrænset af hverken blufærdighed eller almindelig anstændighed, og optrådte gerne på nationalt tv for at erklære sin modstand mod ligestilling. Formanden for de unge skattesnydere havde fået udgang fra Herluf, så han mellem møder i sin fars officersklub og planlægningen af efterårets skæppe-jagt, kunne vise sin blazer og våbenskjold frem på tv, mens han erklærede, at KU var imod ændringen, da det lidt ødelagde fortryllelsen og eventyret ved Kongehuset. Eventyr? Helt seriøst, Alice – jeg tror sørme dét tog har forladt perronen for længst med ham den yngste (jeg kan aldrig huske hvad han hedder - ham landmanden med alle ægteskaberne).

Men det er ikke afstemningen om ændring i Tronfølgeloven og Kongehusets hang til uligestilling, der bekymrer mig. Eller Det Konservative Partis brug af stramslipsede sen-teenagere fra prospect-afdelingen, i et åbenlyst forsøg på at provokere vælgere hen til stemmeboksene. Det er den anden afstemning. Europa-Parlamentsvalget. Eller rettere det signal, vi sender til Europa. For selvom ændringen i Tronfølge-bassen var principiel vigtig, så vil jeg trods alt godt sætte mine surt nassede SU-dollars på, at de fleste europæere ikke vågnede mandag morgen, og smilede, fordi de nu kunne hvile trygt i forvisningen om, at ingen piger vil blive sprunget over i det danske kongehus. Alt andet lige, så tror jeg, at der bliver lagt mere mærke til, hvem vi sender som repræsentant for vælgere. Tidligere har danske kandidater generelt nydt stor respekt, og det er da heller ikke hr. Hvem-som-helt og Fru bakkesangerinde vi har sendt derned. Det har været folk med en vis vægt. Først sendte vi Pølle Schlüter. Måske en detroniseret tidligere statsminister med for meget under gulvtæppet, men trods alt stadig en tidligere statsminister. Og han beklædte endog posten som vicepræsident for hele parlamentet. Bevares da. Jeg har godt nok ikke kunne finde brugbare oplysninger om posten, og har ikke den fjerneste anelse om, hvad en sådan titel indebærer, og hvis det er som i USA, kan det jo både betyde, at man de facto ER regeringen, eller at man aldrig er hørt fra igen. Nå, men det lyder da meget godt, ikke? Og ikke mange år efter gentog vi succesen, og sendte endnu en tidligere statsminister til Bruxelles. Endnu en Pølle. Ikke så detroniseret som den forrige, men med en alt for lille cykelhjelm. Og han blev sørme formand for de europæiske socialdemokrater. Alle 8. Nej, jeg driller – godt gået, Pølle II. Og Nyrup så op til valgdagen en meget snæver åbning for et skud på kommisionsformandsposten. Formodentlig ansporet af hans tidligere erfaringer med formandsvalg, tænker jeg. Men Barroso er ikke Svend, og den Socialdemokratiske gruppe skrumpede ind i takt til udmeldingerne herhjemme fra S-ledelsen om, at man var gået fra 5 til 3 mandater, og naturligvis anså valget for en betydningsfuld sejr…..ooookay! Og vi har for nyligt afskibet vores sidst afgåede statsmedister Anders Drejebog, George W’s nordeuropæiske gansta dawg, ned til Strasbourg som ny top chef for angrebschancen NATO. Man kan være for og imod deres politik, men generelt har det set pænt ud i europæiske øjne, at vi har en tradition for at sende erfarne folk, når vi samarbejder internationalt.

Men et eller andet er gået helt galt denne gang. Godt nok er Keld Albrechtsen færdig med at være imod alt, og sige nej til resten, men det er alligevel et bekymrende felt af kandidater, vi sender af sted. I ved godt hvem jeg taler om. Vi ved det alle sammen. Jens og Morten. Og nej - ikke Morten Løkkegaard – den anden Morten. Ham den hjertevarme wanna be germaner. Som i en tidligere blog, er jeg igen nødt til i dybeste alvor at rette et spørgsmål til den brede befolkning: Tager i pis på mig?

Jens Rohde? Den tidligere reporter fra Radio Viborg og Foghs gamle løjtnant, der rohdede rundt i sine militære metaforer og reglerne for god opførsel, da han, som svar på Gucci-Helles påstand om at han var et vildfarent missil for regeringen, fik svaret, at Helle Thorning da ikke havde set hans missil? Ikke at mit eget sprog er for kønt, men jeg synes, at når vi diskuterer hvordan landet skal ledes og samfundet skal indrettes, så burde vi holde antallet af pik-vittigheder til et minimum. Tak! Og ham sender vi udenlands. Super. Det kan umuligt slå fejl. Hver gang jeg fremover ser missil-Jens i europæisk sammenhæng vil jeg sidde dybt bekymret og gentage sætningen:” Please, lad ham ikke ryge i offentlig ordkrig med Berlusconi, please, lad ham ikke ryge i offentlig ordkrig med Berlusconi, Please, lad ham ikke…”.

Men om så Jens hopper op på talerstolen i parlamentet, og laver helikopteren med sit missil, på ryggen af Barroso, så forbliver min nr. 1 bekymring – min top-ængstelse – stadig Morten Messerschmidt. Tidligere kirkesanger og nuværende modstander af alt, hvad der er nyt og/eller fremmed fra Hvidt Folkeparti. Jeg ved ikke hvad der er mest foruroligende; at han kan den samlede EU lovgivning udenad eller at han dater en 22 år ældre bakke sangerinde ved navn Dot (?). Eller hans interesse for gamle tyske sange og værdier. Når jeg ser ham og Dot com synge Feliz Navidad på en video til en ny jule-cd mangler jeg ganske enkelt ord. Nok kan vi holde hans germanske opførsel nogenlunde inddæmmet, så længe det foregår i Tivoli i København, men hvad sker der, når han i en brandert i Bruxelles forsøger at ”krydse sværd” med Manneken Pis statuen?  Hvis Jens Rohde-projektet ikke kunne gå galt, må det her da være helt skudsikkert. Shit, hver gang jeg fremover ser sanger/boy toy-Morten i europæisk sammenhæng vil jeg sidde dybt bekymret og gentage sætningen: ”Please lad der ikke være sang og dans, please lad der ikke være sang og dans, Please lad der ikke være…”.

Men hvis man ser ud over Mik og Mak og deres gøgler-optræden, og ser ind bag tryllespejlet, så tror jeg det er Foghs egen analyse og efterfølgende drejebog, som ligger til grund for, at folkeafstemningen om Tronfølgeloven blev lagt sammen med EU valget. Han kalkulerede formodentlig med, at Tronfølgeloven ville have være af større betydning for befolkningen end EU, og at de dermed ville komme til stemmeurnerne i større antal, end hvis det bare var valg til Europa-Parlamentet. Hvilket ifølge regeringens interne målinger ville gøre andelen af venstre-vælgere, der stemmer ved et EU-valg større, og samtidig reducere andelen af socialdemokratiske vælgere. Og det må da siges at være lykkedes. S tabte 2 mandater og venstre vandt 1. Men resultatet viste også en øget skepsis til det europæiske projekt, både herhjemme og i de andre medlemslande. Det tror jeg til gengæld ikke, at NATO-Anders havde set. Hvilket formentlig betyder, at vi ikke skal stemme om forbeholdende i denne valgperiode, da partierne på Borgen næppe ser nogen politisk gevinst derved, men snarere en sikker måde at tabe mandater på. Så selvom Foghs lille plan om at øge Venstres tilstedeværelse i EU-Parlamentet lykkedes, så ser det ud til, at hans efterfølger må leve med forbeholdende i en længere årrække. Men pyt med det. Hvis du havde håbet på en afskaffelse, så bare rolig. Når Europa får øje på Missil-Jens og Jeg-kan-kun-lide-flæskesteg Morten glemmer de alt om forbeholdende.

Men jeg må ærligt erkende at det ser bekymrende ud.

Jeg kender en pige, og jeg kan love jer for, at hun er en nasty bitch. Jeg kalder hende P. Vi ser ikke så meget til hinanden, men hun dukker op i ny og næ – som regel, når jeg mindst venter det. Og hun efterlader mig altid totalt bomberamt og ulykkelig.

Hvilket også var tilfældet i sidste uge. Jeg åbnede dagen op med at komme for sent – hvilket i skrivende stund stadig er en uafklaret skyldsspørgsmål mellem mit vækkeur og DSB. Der skal dog her lyde et uforbeholdent undskyld, til den stakkels DSB-togdude på Hovedbanegården, som jeg skreg amatør af  helt nede fra den anden ende af perronen. Derefter gik det slag i slag. Regnvejr, en kold kop kaffe, der blev forvekslet med en varm og en latterlig økonomi-professor. Alt sammen inden frokost.

Men på bizar vis udløste nævnte genstridigheder ikke andet end små-irritation og skuldertræk. For det var ved at gå op for mig, at det bare var optakten. P var for alvor i gang med sit festfyrværkeri. Og ganske rigtigt. De 2 meldinger, jeg frygtede, kom med få timers mellemrum. Den første gik ud på, at jeg ikke havde fået dét job, som jeg havde søgt og virkelig gerne ville have. Den anden var beskeden om, at min mormor var afgået ved døden.

Ellers andet i Æsken, Pandora?

***

Hvil i fred, kæreste mormor – god rejse

Der bliver leget kispus med min by. Igen. Og det endda ellers lige efter, at vi har haft held til at dræne Danmarks nok mest stædige og sejlivede politiker for enhver lyst til nogensinde igen at have med offentlig embede og forvaltning at gøre. Nok har vi brug for boliger her i byen – bevares da – men vi skal ikke have en æble-avlende ekskommisær med smag for luksushoteller til bare at komme her og få det gjort. Hallo pomRitt! Vi sender altså ikke opsættelsen af en ny bænk på Bopa Plads til betænkning i 1250 komiteer, 731 udvalg og 340 høringer bare for sjov skyld, vel? Ting tager tid! Jeg hviler trygt i forvisningen om, at når mit olde-olde-olde-olde-olde-olde-olde-olde-olde-olde-olde-oldebarn i 2311 ser de første byggesten blive lagt til et projekt, jeg har stemt ja til i min livstid, så vil han eller hun værdsætte, at vi eksekverede rettidig omhu, da vi søsatte projektet. Når han eller hun for første gang ser det lille ny parkometer på Kgs. Nytorv, så vil det forhåbentlig være med en lille tåre i øjnene og med en forvisning om, at hans eller hendes forfædre ikke var uden omtanke og grundighed.

Apropos rettidig omhu, så kan man desværre og som bekendt ikke vinde dem alle. Jeg hentyder naturligvis til dengang, ham den gamle matros nede på Esplanaden tyrede et operahus efter os. Splitte mine bramsejl - der nåede vi sgu ikke at dukke os. Og nu står det der. Men vi kæmpede da imod, og en overgang så det faktisk ud til, at vi trygt kunne forblive en af de få europæiske hovedstæder uden et operahus. Ligesom Tirana og Skopje. Men på kynisk vis lærte historien os, at når discount-supermarked penge taler, så lyttes der. Og rettes ind. Det skærer bare i hjertet på mig, når kulturen lider under 3 milliarder Bilka-dollars.

Men nu er der ugler i mosen igen. Eller cykler i Skt. Jørgens sø som vi siger. Byen skal snart have ny overborgmester. Og man skulle ellers tro, at vi havde udstået vores straf. Klaus Latté og Søren Rørepind. Og hende æbleavleren fra det sydfynske, som nævnt tidligere. At vi denne gang kunne få en – ja, hvad ved jeg – en københavner måske? Eller bare en fra Sjælland? Men nej. Nemesis kører endnu en omgang lørdagsunderholdning på vores bekostning. Hvad er det dog, vi bliver straffet sådan for? Sydhavnen? Don Ø? Vores rolle som nationalt vækstcenter? Jeg mener - hånden på hjertet og Amager rundt på tungen – tager i f-u-c-k-i-n-g pis på mig? En nordjyde? En AaB-fan? Alt sammen i en nørdet og ikke særlig underholdende Frank Jensen-indpakning. Uden kulørte bånd og sløjfer (hvis han så bare gik med sløjfer). Vores tidligere justitsminister og nuværende direktør for Danske Advokater er sendt på redningsaktion af et Socialdemokrati, der er ved at være pænt trætte af at tabe valg. Og ved at løbe tør for spændende kandidatmateriale. Der varsler ilde tider.

Og det allerværste er, at når vi kommer hen til valget i november, og ænderne på Skt. Jørgens sø er frosset til sammen med cyklerne, så skal det nok lykkedes Frank hvem-var-det-nu-han-var? at tabe valget, som han jo har for vane. Hvilket vil gøre røde Bo til overborgmester. Og så er vi sgu da først på glatis. Det varsler ilde tider .

Jeg er tom. Ja, det er ikke mit navn, det er bare, hvad jeg er. Tom. Helt og aldeles. Har intet at sige. Ingen mening overhoved. Nada at byde ind med. Niente. Zero. Zilch. Meget bekymrende. Jeg har tabt min mening. Hvor fanden lagde jeg den. Jeg synes, jeg havde den i morges. Jeg ved, jeg havde den i lørdags, da hende den næsvise nede i bageren havde sin mobil med på arbejde. Dét havde jeg en mening om, kan jeg huske. Men i øjeblikket mener jeg ingenting.  Og det er jo ikke ligefrem fordi, der er mangel på emner, når jeg kigger mig omkring.

High fucking noon på Nørrebrosten. Bander-tanter og cykelentusiaster i kugleskøn forening, der ikke tager et nej for et nej, eller et pizzabud for et pizzabud. Bløde pakker til tanterne fra den sovgivende magt, og forhøjet mulighed for knippelsuppe på gaderne i Dodge City. Men åbenbart ikke inspirerende nok til, at jeg har noget interessant at sige om sagen.

Og der er jo meget mere endnu. En super ligeglad finansbasse i høj fart, der spiser investeringsbanker til morgenmad og snacker på forsikringsgiganter, som var det små spanske tapas. Jeg ved ikke meget om makroøkonomi, men så vidt jeg har forstået, handler det blandt andet om en fyr, der hedder Dow Jonas, tror jeg nok. Han falder hele tiden, siger de. Jeg ved ikke, hvorfor det er betydningsfuldt, eller om han er stiv eller hvad, men alle økonomer synes at tillægge det stor betydning. Og en fleksibel Randi. Hun bliver hele tiden sat ned?  Jeg ved ikke hvorfor.Eller hvad hun har  at gøre med krisen. Lyder på mig som om hun mere har at gøre med grisen. Men hvad ved jeg om dukater og skillinger og deslige.

Vi skal også have ny NATO-daddy til sommer. Bliver det Anders And eller canadisk gås? Hvad siger Tyrkerne? Hvor pigesure er de egentlig i Kalle Ankara?

Og hvad med medarbejderne i  Statoministeriet? Er de klar til at skifte pap-stive Anders ud med snot-stive Lars?  Har Løkke når-vi-er-stive-er-vi-i-live Rasmussen fået styr på sine bilag, så han igen kan spille krone? Der er vist en del forvirring i dansk politik for tiden. Ikke så Socialistisk Folkeparti leger kat og mus med Metroens rulletrapperegler om ikke at stå til venstre – gå til højre. Gucci-Pelle står med åbne arme, og lokker med medisterbiler, mens baglandet teenage-fornærmet råber: ”NEJ Willy – ikke dén venstre, din anden venstre”. Det er ikke nemt. Og nu er det også slut med kæft, Ritt og retning på rådhuset. Tykke Klaus er nu alene, hvilket burde bekymre os alle. Forvirringen er stor, men det får stadig ikke mit æg til at koge.

Lidt tættere på kunne man have forestillet sig, at jeg havde en holdning til hende Malene med selvtægt-sangen. Eller til en grevinde med et usundt forhold til rengøring, og med gummihandsker og for meget tid på hænderne. Eller til mexcanske hotelgæster i heftig mediedans med deres kritikere, som føler sig nødsaget til at citere Søren Kierkegaard og tyske socialteoretikere, for at forstå. Men ak nej, jeg er et tomt kar, der ikke vil fyldes.

Jeg tror, jeg går i seng. Gider ikke se x-traktor i aften. Måske er jeg mere interesseret i morgen.

Indledningsvis vil jeg gerne præcisere, at jeg generelt godt kan lide mennesker. Det kniber bare lidt med begejstringen om morgenen. Jeg vil helst være i fred de første par timer, uden at skulle kommunikere mere end allerhøjst nødvendigt med mine medmennesker. En kop sort kaffe, en smøg (desværre) og en avis er alt hvad jeg kræver. Og fred.

Men det skulle forleden vise sig at være et større problem end normalt. En kold og våd tirsdag morgen slæbte jeg mig træt over til Svanemøllen station, for at tage på universitetet. Jeg var, som altid på det tidspunkt, små-irritabel, og det hjælper virkelig ikke på mit humør, at andre mennesker ikke står rigtigt på rulletrappen. Stå til højre – gå til venstre. Kom nu - ind i kampen! Eller dem der stiller sig lige foran, når togdørene åbner sig, og 20 mennesker skal ud. Gå nu ud til siden, og lad folk komme ud. De står dér - midt i strømmen af udadgående togpassagerer - som en bølgebryder. Nå, tilbage til min tirsdag morgen. Normalt holder jeg skarpt udkig efter nogen jeg kender, så jeg i god tid kan nå at stikke af, men jeg var uopmærksom den morgen. Fejl nr. 1. For inden jeg kunne nå at flygte, greb en hånd min arm bagfra, og jeg hørte det ene spørgsmål, jeg under ingen omstændigheder gider at svare på før frokost:

”Godmorgen, Michael. Frisk?”

Hun hedder Mette, og vi går på hold sammen. Jeg ved ikke, hvad slags kaffe hun drikker, men hun er ekstraordinært frisk den morgen, og jeg kan allerede se, at hun er fast besluttet på, at der skal sludres. Jeg ved instinktivt, at jeg er fanget; som fluen i edderkoppens net. Ét splitsekund leger jeg med tanken om at give hende et trælår, så hun går væk fra mig. Men heldigvis hører jeg i stedet mig selv svare høfligt:

”Hey Mette-pigen. Jo tak. Hvad med dig? Alt vel?”

Fejl nr. 2. For hos Mette er alt IKKE vel. Hun kaster sig ud i en ekstraordinær lang redegørelse for weekenden, der omhandler en 300 Bacardi Breezers-brandert, en nat på Park Café, en ekskæreste og hendes bedste veninde Lonnie, som i slutningen af historien synes at have tabt denne status. Og det er kun fredagen. Lørdag blev Lonnie og Mette gode veninder igen inde på Facebook. Heldigvis. Ham ekskæresten derimod er dømt helt ude, så vidt jeg kan forstå.  Det var vist heller ikke første gang, han havde flirtet med nogle af Mettes veninder, så han er bare totalt selv ude om det, får jeg af vide. Og jeg lytter uopmærksomt, mens jeg scanner perronen for flugtveje. Men der er ingen. For vi skal med samme tog og til samme forelæsning.

Og hun er top professionel, hende Mette. Hendes referat er timet og tilrettelagt, således at det ikke slutter, før vi når hel ud til Store Auditorium på RUC. Og hun formår endog at udfylde uventet ventetid på Høje Taastrup station ved at dreje historien ud på et sidespor, omhandlende hendes ophold på Kerteminde keramikhøjskole forrige år, inden hun naturligt og yndefuldt får drejet sin beretning tilbage på hovedsporet igen. Da vi omsider sidder bænket til forelæsning er jeg fuldstændig drænet for livsglæde.

Men mit tirsdagshelvede er ikke slut endnu. Vi får af vide, at dagens forelæsning om globaliseringsprocesser, som jeg faktisk havde set frem til, er aflyst. Til gengæld er de glade for at kunne meddele, at vi i stedet får den forelæsning om forvaltningspraksis i landsbykommuner, som vi gik glip af i forrige uge. Jeg mærker den allersidste rest af energi forlade min krop, og jeg når lige at afsende en ansøgning om billån til min bankrådgiver, inden jeg falder i søvn.

Men heldigvis vækker Mette mig i pausen, så vi sammen kan forarges over en sms hendes ekskæreste har sendt hende.

Så! Nu har jeg fucket op igen. Så meget er tydeligt for mig. Hvad min forbrødning er, er modsat endnu ikke klart. Hun har været sur i flere dage, og har ikke sagt noget længe. På et tidspunkt overvejede jeg at holde et spejl op foran hendes mund, bare for at sikre mig, at hun trak vejret. Men at dømme efter de regelmæssige fnys, lader det til at hun er ok. Så jeg droppede det. Vi har været her før, tro mig. Og jeg skal nok løse mysteriet, og få sagt undskyld. Men det kræver bare lidt dybdeanalyse.

Man kan groft set dele de her kæresteskænderier op i to kategorier. Den ene og mere simple version plejer at have sit udspring i en specifik problemstilling, som man ikke har den samme holdning til. Det kan være diskussionen om, hvor tit der skal støvsuges, eller hvem der skal købe ind en given dag. Uenigheder der minder om hverdagskonflikter, man også har med andre mennesker, og skyldes, som nævnt, divergerende holdninger. Disse er som regel til at løse ved enten samtale eller kompromis (eller begge).

Den anden kategori består af langt mere komplekse problematikker, hvis løsninger som oftest undslipper den rationelle forståelse. At navigere i denne gråzone kræver sin mand, og farerne lurer overalt. Over årene er jeg gået i fælden rigtig mange gange. Jeg har taget alle klassikerne, og har måtte se mig besejret hver gang. ”Skat, ser min røv stor ud i de her bukser?” Se, teoretisk set er det et spørgsmål med flere svarmuligheder. Men kun i teorien. I praksis er der kun ét korrekt svar, og rigtig mange forkerte. Men man lærer det, om ikke andet, så på den hårde måde.

Et andet eksempel er, når man første gang skal bo-  og dele toilet - med en kvinde. Igen så kan det i udgangspunktet være svært at forstå, hvordan en manglende handling, der tager 2-3 sekunder, kan resultere i ugelang utilfredshed. Jeg taler naturligvis om første gang, man glemmer at slå toiletbrættet ned efter brug. For pokker da en ballade. Og man opdager, at det er virkelig meget nemmere, hvis man bare vænner sig at gøre klar til den næste, i stedet for at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor det så ikke gælder for hende? Altså slå det op, så det er klar til mig. Eller om hun har kronisk brækkede arme, der umuliggør, at hun selv slår det 148 gram tunge toiletbræt ned, uden at reagere, som om jeg har kysset med hendes søster.

Men det er ikke så slemt, som det måske lyder. Man opdager , at der er andre muligheder end rationel argumentation. Jeg havde på et tidspunkt en dejlig kæreste, som var uheldig nok at lide af søvnløshed, når jeg var på bytur med drengene. Hun var altid vågen, når jeg kom hjem, og spurgte nysgerrigt til, hvor jeg havde været og med hvem og hvornår og hvad tidspunkt og hvem ellers og hvordan og hvorledes. Og det er sgu hårdt at komme hjem efter en lang og våd aften, og opdage, at der står en spansk inkvisition mellem dig og din bløde seng. Men så begyndte jeg – venligt og kærligt - at love hende sex når jeg kom hjem, hvis hun alligevel var vågen. Det kurerede hendes søvnløshed. Hun sov efterfølgende som en sten, hver gang jeg kom sent hjem.

Nå, men den nuværende storm jeg befinder mig i, har indtil videre ikke noget navn. Jeg ved ikke, hvad det er, jeg har gjort. Hvilket selvfølgelig ikke udelukker AT jeg  har gjort noget, det er jeg naturligvis helt på det rene med. Jeg tror det startede forleden aften. Vi sad og så den danske film ”Blinkende Lygter” – en genistreg af Anders Thomas Jensen. Jeg sagde på et tidspunkt, at jeg back in the day, havde været på adskillige efter-byture med Ulrich Thomsen (som er med i filmen), når vi havde fulgt festen på NASA til dørs, og stadig ikke var søvnige. Min kæreste var vist lidt misundelig, og sagde noget med, at hun godt kunne klare en tur i høet med ham. Hun fortalte, at en af hendes arbejdskollegaer havde lavet en liste sammen med sin mand, hvor man må vælge tre personer, man kan gå i seng med, uden at forholdet lider skade. Og det ledte uundgåeligt til, at min kæreste foreslog, at vi også skulle lave sådan en liste. Hvilket vi så gjorde. Mest fordi hun ville. Og siden har hun ikke talt til mig. Jeg fatter det ikke. Sidder her og kigger på listerne, for måske at finde løsningen. Jeg har altså gjort, som hun sagde. Fulgt reglerne, som de blev mig forklaret. Vi skulle vælge 3 forskellige personer, og så må den anden ikke blive sur, hvis man hooker op med dem. Hun valgte George Clooney, Brad Pitt og Barack Obama. Forstod ikke helt den sidste, men hun forklarede mig noget om verdens mest magtfulde mand og noget i den stil. Anyway 3 kandidater, og jeg er helt cool på, at hun da bare skal fyre den af, hvis hun får chancen. Mine egne valg var slet ikke så gennemtænkte, og jeg var måske lidt hurtig, men jeg gik ærlig talt ikke så meget op i det, og Californication var lige begyndt på TV Zulu. I hvert fald valgte jeg to af hendes veninder, og så hende den lille næsvise nede fra bageren. Siden har hun ikke talt til mig.

Tak til Nieke for inspiration

Verdenshistorien er fyldt med modige mænd og kvinder, hvis kamp for frihed og retfærdighed har udødeligegjort vores eftermæle, og vores ord og ikke mindst handlinger er som oftest blevet honoreret med en plads på historiens udødelige skammel. Alle har vi måtte udstå kortere eller længere fængselsstraffe, oftest under umenneskelige forhold, og med tortur og ydmygelse som dagens orden. De herskende klasser, vi hver især har bekæmpet, har alle set os som trusler mod deres elitære eksistens. Deres svar har været indespærring, fornedrelse, vold og henrettelser i forsøget på at bevare det stålsatte greb om magten, der kendetegner et autoritært regime. Nelson Mandela sad 27 år i Robben Island Prison i Sydamerika,  Jeanne D’Arc blev holdt indespærret i forskellige fængsler i Frankrig, indtil englænderne i 1431, nærmest som et festligt indslag, slæbte hende til torvs iog stak ild til hende. Lidt a la det nutidige præstestyre i Iran, og dets konsekvente behandling af f.eks voldtægt og kysseri udenfor ægteskabet. Samme englændere fandt da heller ikke interessesammenfald mellem dem og Ghandi i Indien i starten og midten af sidste århundrede, hvilket fordrede dem til, i flere omgange, at tilbyde Mahatma kortere og længere fængselsophold. Englænderne har nu heller ikke haft det for nemt op igennem historien. I hundrede af år kontrollerede de det meste af den kendte verden, dominerede verdenshandlen og kunne med rette kaldes supermagt. I dag kender vi dem mest for regnvejr, blege piger og Posh Beckham. From hero to zero. Men det er selvfølgelig ikke relevant i dette sammenhæng.

Også jeg har drukket af frihedsberøvelsens bitre kaffekop, og følt overmagtens ubarmhjertige jernnæve. Mærket retfærdighedens beruselse strømme gennem mine revolutionære årer. Den dag i dag, har jeg stadig svært ved at tale om det. Men min historie SKAL ud. Jeg sad nemlig i detentionen i 6 timer på den gamle Station 2 i St. Kongensgade, en ikke helt appelsinfri fredag nat, uden hverken vådt eller tørt  eller en blød seng at sove i. Hele den beskidte affære står som vidne til min lange ulige kamp mod den manipulerende og skruppelløse skyggeorganisation, der lever i hjertet af vores retssamfund og hensynsløst opsluger svage sjæle, og forvandler dem til blåskjortede menneskerobotter, uden egen vilje eller tanke.

Jeg taler naturligvis om Scientology.

I midten af 1990’erne boede og arbejdede jeg i Store Kongensgade i mit elskede København. Overfor min arbejdsplads lå (og ligger stadig) det europæiske hovedkvarter for Scientology kirken. Min begejstring for et af den religiøse histories største scams har altid været til at overskue, så min indre Che Guevara var vakt, allerede da jeg startede første dag på restauranten. Til at begynde med, var de rimelige fredelige, og ud over 8 monster store udstillingsvinduer ud til Danmarks næstmest trafikerede gade, med guldberammede billeder af L. Ron Hubbard og hans bøger som gennemgående tema, mindede det mest af alt om en lidt mærkelig højskole med dress code (de går alle i lyseblå skjorte) og bløde sko. Jeg så dog straks igennem dette røgslør, og fandt tidligt en meningsallieret i vores køkkenchef – en frigjort og oprørsk sjæl, der af sikkerhedsmæssige årsager skal forblive navnløs. Vi var begge principielt pisset af over L. Rons ideer og metoder, og vores spæde indtræden i oprørens farlige og romantiske parallelverden startede med surt at nedstirre dem tværs over vejen. Da dette ikke syntes at afholde dem fra deres gudløse og dæmoniske virksomhed, evolerede vores frihedskamp til også at indbefatte sårende og knivskarpe kampråb som ”stjernepsykopater” og “sekt svin” efterfulgt af en internationalt anerkendt gestus med langefingeren. Herfra var vejen til væbnet konfrontation uundgåelig, og ikke langt væk. Et gammelt bordben udgjorde rygraden i vores strategiske first-strike-capability, og fungerede glimrende som luftbazooka. Konflikten nåede sit højeste i sommeren ‘97, da fjenden begyndte at benytte sig af professionelle folk ude på gaden, til at rekruttere medlemmer, hvilket for alvor tændte op under min revolutionære bror og jeg. Og hermed er vi fremme ved kulminationen af vores lange kamp. Jeg var en sen fredag nat, uden rygdækning fra min våbenbroder, i selskab med en pige af lettere anløben moralsk karakter og i næsten lige kurs, på vej hjem fra byen, da vi passerer den store, sorte gitterport, der beskytter Scientology og dets slaver, og holder verdenen ude. Jeg husker ikke præcist, hvad jeg kom op at skændes med dem om gennem tremmerne, men inden jeg kunne nå at råbe “facisme” og ”politistat”, blev jeg mandhaftigt hevet ned fra porten,  som jeg råbende kravlede rundt på, af to betjente,der lagde mig i håndjern og bød på en  ufrivilligt mulighed for at se indersiden af en dansk patruljevogn. Efterfølgende fik jeg ydermere chancen for at vurdere både service- og kvalitetsniveau, i forbindelse med overnatning i politiets varetægt. Umiddelbart vil jeg dog ikke anbefale Danmarks udøvende magt at kaste sig over hoteldrift, eller for den sags skyld catering. Indkvarteringsforholdende var uhørt under standard, og er hurtigt beskrevet: en stenhård madras/bræt, et meget skarpt lys fra et aggressivt summende lysstofrør uden hverken tænd/sluk funktion eller nattebelysning og farverige vægdekorationer, der mest udgjordes af slagord, tegninger af og gode råd til politi og folketing. Jeg vil dog ikke, af hensyn til sarte ører og puritanske sjæle, beskrive disse nærmere. Deres check-ud procedurer afviger også i nogen grad fra dem, man normalt møder på et hotel. Da jeg blev vækket ved ottetiden lørdag morgen, og blev spurgt om jeg var faldet til ro, var min alt for forhastede reaktion den samme, som den jeg var faldet i søvn med. Meget højrøstet og stærk kritisabel overfor lovens lange arm i almindelighed, og ham betjenten, der vækkede mig i særdeleshed., fik jeg skreget, at intet var længere væk fra sandheden. Hvilket blev præmieret med et stort, hult brag, da den tunge celledør med skydehul a la KGBs gamle Lubyanka fængsel, blev smækket i igen, og mit ophold blev forlænget med en time. Et meget overvældende ønske om snart at blive sluppet fri og få et bad, en smøg og en kold cola, begyndte så småt at melde sig, og lagde i sidste ende en kraftig dæmper på mine rebelske trang, og jeg var således helt håndtam, da de én time senere vendte tilbage. Jeg blev derefter ført op til mine bødler, og kan stadig, den dag i dag, ikke lide at tale om, hvad der skete under det 8 minutter lange forhør, men jeg kan sige, at jeg måtte oplyse både for- og efternavn samt personnummer. Og jeg fik en bøde på 400 kr. samt et erstatningskrav fra Scientology for en ødelagt væg telefon, som jeg havde brugt som en slags bande, da jeg forsøgte at forcere deres port.

Da jeg til sidst lørdag morgen blev løsladt, og stod på fortovet i St. Kongensgade foran politistationen, og forsøgte at praje en taxa, kommer min chef naturligvis kørende på vej til arbejde, der som nævnt lå lidt længere nede af vejen. Min fremtoning bar tydeligt præg af de sidste 12 timers bytur, og efterfølgende indespærring, og at løbe ind i chefen var ikke ligefrem mit drømmescenarie den morgen. Men han gjorde tegn til, at jeg skulle hoppe bag på hans motorcykel, og det viste sig, han (Morfar) i hemmelighed var sympatisør af vores kamp mod Scientology, og jeg fik derfor både en kold cola, morgenmad og fri om aftenen. Og min status på arbejdspladsen, som revolutionær frihedskæmper, var for al tid fremover slået fast.

Verden over foregår kampen mod tyranni og undertrykkelse stadig, og mit enlige frihedskvad, er kun en af mange, der giver ekko op gennem verdenshistorien. Og unødvendigt er det vel også at sige, at min veninde mistede interessen ret hurtigt efter, at politiet var ankommet, men det gav mig et image som en romantisk lovløs, der gerne ofrer både frihed og kærlighed for sine overbevisninger. Som de gamle danske modstandsgrupper under 2. Verdenskrig, lever jeg mit liv efter C. E. F. Weyses gamle vise ord fra 1838:

Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller

Viva Miguel - Viva Miguel - Viva Miguel

Kl. 23, lokal tid, den 4. november 2008 trådte president-elect Barack Obama ud på scenen i Grant Park, Chicago og accepterede sit mandat som Amerikas næste præsident. Omkring ham stod ca. en halv million mennesker med tårer i øjnene og lyttede intenst. Jeg var én af dem. Alle omfavnede en eller anden. Billeder fra de sidste små 40 dage, der udgjorde mit første møde med Amerika og amerikanere, flashede hen over min nethinde. I de små 15 minutter hans tale varede, stod jeg som paralyseret, helt fredsfyldt og lykkelig, og så ét af nyere histories store øjeblikke udfolde sig for øjnene af mig.  Det føltes som at stå i orkanens øje, mens tusinder af billeder fra datiden, nutiden og fremtiden raser omkring én. Fuck hvor var det blæret!! 40 dages eskalerende spænding fik sin udløsning. Personligt kan jeg stadig ikke se hans tale, uden at få gåsehud og klump i halsen.

Til daglig studerer jeg politik og økonomi med journalistik som endemål, og havde fået en idé om, at tage over og følge valget på nær hånd, se Amerika for første gang, og måske arbejde lidt af tiden som frivillig på kampagnen. Obamas altså. Jeg var begyndt at blive flov over, at have så markante meninger om en nation, og dets præsident, uden at jeg rent faktisk havde oplevet landet og befolkningen. Min egen lidt kyniske, danske holdning føltes ikke rigtig nok længere. Jeg præciserer, at jeg er ikke politisk aktivist – nærmest tværtimod. Min interesse går snarere på at observere og analysere spillet, som jeg finder rigtig interessant. Derudover var jeg sommeren over begyndt at få en vag mistanke om, at verdenen, som vi kender den, står til forandring. Og hvis amerikanerne havde tænkt sig at gå fra den neokonservative texaner George Bush, til en hidtil ukendt yngre senator fra Illinois med farvet hud, og et navn der rimer på Osama, så var det ikke business as usual. Nu skal jeg ikke positionere mig selv som succesfuld spåmand. Det var lidt af en no-brainer, at noget lidt specielt var i støbeskeen derovre. Og det krævede ikke en PhD i international politik til at regne ud, at hvis Obama blev valgt, ville det være noget helt specielt. Men at det blev som det blev, kom alligevel bag på mig.

Min planlægning var rimelig rock’ n roll – jeg havde en billet til San Francisco i Californien, en adresse på demokraternes kontor i SF og 40 dage, før jeg var nødt til at være tilbage på universitetet. Det var første gang, jeg var i Amerika, og Californien har altid lydt som et fedt sted, så San Francisco var min første destination. SF er en fantastisk by, og mentaliteten er ikke meget anderledes fra den europæiske, hvilket på en gang var både behageligt familiært og skuffende. Skuffende fordi jeg egentlig lidt havde håbet at møde nogle af de rabiate mennesker, jeg har set på tv. Skydegale amerikanere, der stolt bærer deres  National Rifle Association-medlemskort i ammunitionstasken ved siden af den 6-løber, de fik som 8-årig., rabiate abort-modstandere, der forsvarer livets ukrænkelighed med krudt og bomber, træ-elskende langhårede miljøaktivister og korrupte, republikanske politikere. Jeg ville finde ud af, hvorfor over halvdelen af de amerikanske vælgere, havde tilladt 8 år med George W Bush. Men Cali var et bust i dét henseende. Jeg stødte ikke ind i én republikaner. Alle syntes at være for Obama. Og det frivillige arbejde viste sig at være lidt uinteressant. Jeg havde en forestilling om at få lov til at sidde på et stort kontor, og sidde og observere den professionelle stab vinde min tids historisk vigtigste valg. Men jeg sad i et rømmet butikslokale med et håndmalet facadeskilt, sammen med 8 andre, og ringede rundt, for at huske folk på at stemme. Et absolut vigtigt arbejde, hvilket også skulle vise sig senere hen. Men ikke særlig spændende politisk set. Så jeg overlod det frivillige arbejde til amerikanerne, og besluttede jeg mig for at at komme videre. Valgdagen nærmede sig også, og der var begyndt at være en speciel stemning derovre, lidt som om, alle vidste, at noget skelsættende snart ville ske, men ingen turde rigtig sige eller håbe på noget, for ligesom ikke at jinxe det. For Obama-tilhængerne så meningsmålingerne bedre og bedre ud. McCain havde opgivet at angribe i de vigtigste svingstater, og så sig nødsaget til at bruge sin tid og sparsomme resourcer på at forsvare tidligere sikre republikanske områder, hvor Obamas gigantiske og frygtindgydende kampagnemaskine var i offensiven, og angreb nådesløst døgnet rundt. Jeg tænkte, at 20.000 kroner spørgsmålet var: Hvor i USA ville det være fedest at være på valgdagen? Svaret var oplagt.

Chicago, Illinois. Obamas hjemstat og by.

Jeg foretog et kvalificeret, og rimelig sikkert gæt på, at Obama ville vælge at være i sin hjemby Chicago på valgaftenen, og med håbet om, at jeg ville få ret, hoppede jeg på et tog, og brugte 2 dage på at køre tværs over Amerika. En helt fantastisk tur gennem Californiens Sierra Mountain Range, Nevadas ørken, Utah specielle klippelandskab og ikke mindst Colorados Rocky Mountains. Og at slutte turen med at køre ind igennem Chicagos forstæder, og se Sears Tower trone over byen, for til sidst at rulle ind på den berømte Union Station, var den perfekte afslutning på en super cool togtur.  Det var min første tur til Amerika, og selvom jeg godt ved, hvor stort et land det er, så overraskede det mig alligevel, hvor enormt og forskelligartet landet er. I San Francisco blev jeg tilbudt en joint 4 timer efter ankomst. I Chicago var billede-id nødvendigt, når jeg købte cigaretter, da man skulle sikre sig, at jeg var over 18 (jeg er 37).

Den sidste del af min rejse foregik i Chicago, hvor jeg udforskede byen, snakkede med et hav af amerikanere, lavede interview, arbejde et par dage som frivillig og, som nævnt, endte jeg til slut op i Grant Park på valgaftenen. På hele turen havde jeg boet på hostels, dvs, i det der hedder dorm rooms, hvor man sover sammen med 5-9 andre rejsende. Hvilket var nemmere, da jeg var 20, end i dag. Man har ikke skide meget privatliv, og charmen ved at dele bad med 40 andre, er til at overskue. Derudover kan jeg godt røbe, at luften om morgenen i et 12 kvadratmeter stort rum, hvori 10 rejsende (mænd!) har sovet, ikke minder om et orangeri. Så tre dage før valget, da det stod fast, at Obama ville holde sin tale i Grant Park, Chicago (det er aldrig helt sikkert før ca en uge inden), sendte jeg min bankrådgiver et mentalt sorry dude!, og checkede ind på Congress Plaza Hotel – et luksus etablissement af den fem-stjernede slags. JA TAK!! Både Roosevelt og Eisenhover havde boet der. Efter næsten 40 dage med fælles bad, fælles køjeseng, fælles tv rum, fælles køkken og fælles kropsduft, havde jeg nu adgang til et 2X2 meter monster af en seng, et kick-ass Sony fladskærmstv på 46 tommer med 100+ kanaler, room service og eget toilet med jacuzzi. Og det var faktisk bare bonus. Grunden til at jeg havde valgt hotellet var, at det lå på Michigan Avenue lige overfor Grant Park. Hvilket betød, at jeg kunne gå frem og tilbage på valgdagen, og holde mig orienteret via CNN, og samtidig oplade mit kamera, og tømme det for billeder, når det var fyldt. Timet og tilrettelagt. Og alligevel kom der lidt drama på. Jeg havde, sammen med mange meget klogere folk end jeg, en idé om, at McCain SKULLE vinde Virginia og Ohio, for overhoved at have en chance. Så da det stod klart ved 21-tiden, at begge stater gik til Obama, tænkte jeg, at det ikke ville blive en lang nat, og at McCain ville acceptere sit nederlag inden for et par timer. Jeg besluttede mig for at forlade parken, og gå over på hotellet for at oplade mit kamera, som var ved at løbe tør. Ved 21.30-tiden sidder jeg komfortabelt på mit luksusværelse på 12. etage og følger CNN. Obama har 220 valgmænd, og der er stadig et stykke vej til de 270, der vil give ham det mest magtfulde embede i verden. Man hører løbende: ”CNN is now ready to project, that this state goes to Obama” og “CNN can now project the winner in Florida” osv. Pludselig skifter de til en anden ankermand. Han tøver et par sekunder, mens han læser et stykke papir. Og så annoncerer han uden omsvøb eller tilløb: “CNN is now ready to project Barack Obama as the 44th president of the United States of America” SLAM!! I de første sekunder sad jeg fuldstændig lammet. Der var helt stille et øjeblik. Så hørte og mærkede jeg bare en dyb rumlen, tiltagende i styrke, udefra gangen, og nedefra gaden og etagerne under mig. Jeg var i København centrum i 1992, da vi vandt EM i fodbold. Hvilket var en helt overdrevet stor oplevelse for mig. Men at sidde 12. etager over Chicago, med en halv million Obama fans nedenfor, der EKSPLODERER i et af historiens store øjeblikke, er tæt på ubeskriveligt. I skrivende stund rejser hårene på nakken af mig sig, når jeg tænker tilbage. Anyway så flåede jeg mit kamera ud af kontakten, omfavnede alle ude på hotelgangen, løb 12 etager ned af en brandtrappe, da elevatoren var optaget (!) og nåede ned på gaden, hvor Chicago, Michigan Avenue og Grant Park allerede var kogt over i jubel-stemning og ekstase-lignende tilstand.

Kl. 23 lokal tid, stod USA, Chicago og det meste er verden stille, og så med, da president-elect Barack Obama trådte ud på podiet i Grant Park, og proklamerede sin sejr.  Fuck kynismen et øjeblik. Der var ingen plads den aften. Man æder det med hud og hår. WAAUU!! Det var uden tvivl, uden sidestykke og uden konkurrence en af de største oplevelse i mit liv.